
.png)
GUDINDE
Julie Ben Semmane i samarbejde med Kongernes Jelling præsenterer:
​
Koncertfortællingen ”Gudinde”
Historien:
Kvindekønnet har fra tidernes morgen været i udvikling. Tilbage i vikingetiden arbejdede de på lige fod med manden, men skulle samtidigt også lægge krop og moderlighed til hverdagen. Senere i historien blev kvinden en slags pyntegenstand og praktisk foranstaltning i hjemmet, der gerne skulle ses, men ikke høres. Og endnu senere kom modsvaret – kvinden ville ikke ses, men gerne høres - for alt i verden - høres!!
Kvindens historie igennem tiderne, har på en måde bevæget sig som bølgerne i den kvindelige cyklus: Indadvendtheden på dag 1 i menstruationen, den tiltagende udadvendthed og kreativitet ved menstruationens ophør som går over i handlekraften for til sidst at samle fornyet energi og rekreation ved menstruationens dag 1 igen.
Hvem:
Koncertfortællingen ”Gudinde” er et samarbejde imellem Kongernes Jelling og musiker Julie Ben Semmane. Julie Ben Semmane har skrevet musikken og teksterne med inspiration fra Kongernes Jelling. Udover dette er hun ene kvinde på scenen som musiker, sangerinde og fortæller. Bagved scenen er Jesper Malling som lydmand.
Julie Ben Semmane er uddannet rytmisk sangerinde fra Det Jyske Musikkonservatorium og beskæftiger sig til dagligt med forskellige slags sansekoncerter for både børn og voksne.
Koncertfortællingen:
”Gudinde” er en koncertfortælling for voksne og unge. Den borer sig ind i samtidens diskussioner om kvindens plads i samfundet og stræber mod at skabe ro og inspiration til den kvindelige alsidighed. De sociale medier er ofte med til at forvrænge billedet om den moderne kvinde og vi vil med denne koncertfortælling gerne skabe en bro tilbage til vikingrødderne og vise at kvinden har det hele med sig: Styrken, det feminine og modet til at være lige præcis den helt unikke blanding af kvindelige egenskaber som hver kvinde besidder i kraft af sig selv.
Koncerten er en hyldest til den kvindelige mangfoldighed. En hyldest til kvinden. Den hele kvinde. Alt hvad kvinden indeholder. Det milde, det kraftfulde, det blide, det vilde, det intuitive, det handlekraftige, den omsorgsfulde, den æggende, den observerende og den dansende.
Fortællingerne kredser om gudinder fra den nordiske mytologi og tager udgangspunkt i deres følelser og tanker om det at være kvinde. Hele koncertfortællingen tager udgangspunkt i den kvindelige cyklus.
Musikken er skrevet og spillet af musiker og sangerinde Julie Ben Semmane og bliver kun skabt ved brug af hendes stemme, en loopstation og få instrumenter som syngeskåle, råskindstromme og windchimes. Stemningen er magisk, rolig, vild og musikalsk.
Hov, hvor er manden i alt dette?:
Han er kernen, inspirationen og modstykket i mange af fortællingerne. Han er også mere end velkommen til at komme og se koncertfortællingen og få en musikalsk, kunstnerisk fortolkning af det kvindelige sind fortalt igennem 10 gudinder.
​
​
​
​
​
Kommer i efteråret 2023.....
​
Koncertfortællingen er støttet af:
Vejle Kommunes Kultur Pulje, DMF, DAF
​
​

